BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg
vedrørende
Forslag til Landstingsforordning om
ændring af Landstingsforordning om leje af boliger
Afgivet til forslagets 2. behandling
Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Lars Sørensen, IA, formand
Landstingsmedlem Per Rosing-Petersen, Siumut
Landstingsmedlem Peter Grønvold Samuelsen, suppleant, Siumut
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen, Atassut
Landstingsmedlem Mogens Kleist, Kandidatforbundet
Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg har efter 1. behandlingen under EM2001 gennemgået forslaget med bemærkninger.
Høring
Forslaget har ikke været sendt i høring, hvilket udvalget finder kritisabelt. Udvalget vil derfor opfordre til, at bekendgørelser udstedt med hjemmel i den nye bestemmelse sendes til høring hos kommunerne, Hjemmestyret, INI A/S og boliglejerforeningerne før ikrafttræden.
Forslagets indhold.
Landsstyret bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om administration og drift af Hjemmestryret og kommunernes udlejningsejendomme, herunder om administrationsbidragets bestanddele og opdeling i bidrag og gebyr, kapitalforvaltning, budgetlægning, regnskabsaflæggelse og revision.
Bemyndigelsen giver mulighed for at udarbejde regler, der sikrer kostægte og individuelle budgetter i boligafdelingerne. Sådanne budgetter skal danne grundlaget for udarbejdelsen af pålidelige huslejeoplysninger til brug for den nye boligsikringsordning. Endvidere skal forslaget sikre, at der kan foretages en fyldestgørende revision af boligafdelingens regskaber.
Udvalget finder det vigtigt at have en klar og ensartet fremgangsmåde for budgetlægning og regnskabsaflæggelse, uanset hvor i landet boligerne er beliggende.
Et flertal i udvalget bestående af Siumut, IA og Atassut indstiller derfor Forslag til Landstingsforordning om ændring af Landstingsforordning om leje af boliger til vedtagelse.
Et mindretal bestående af Kandidatforbundet udtaler, at de økonomiske konsekvenser af boligreformen ikke kan accepteres, og indstiller derfor forslaget til forkastelse.
Med disse bemærkninger skal Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg overgive forslaget til 2. behandling.
Lars Sørensen, Formand
Per Rosing- Petersen
Godmand Rasmussen
Peter Grønvold Samuelsen
SuppleantMogens Kleist